Sønderside

 

    Sønderside

 

Her hvor klitter og gamle strandvolde mødes med marskengen, var frem til midten af 1600 tallet kysten ud mod Vesterhavet. Her lå tidligere Sønderside, Vestjyllands største fiskerleje i 1500 tallet.

 

Sønderside var ikke en, men en række adskilte bebyggelser, der strakte sig over 6 – 7 km hen langs kysten, fra bunden af naturhavnen Skallingkrog i vest, til det dengang landfaste Langli i øst. Sønderside bestod af 3 bebyggelser: Gamle Sønderside, Sønderside Storleje og Føjenæring.

I fiskesæsonen (marts - juni) var der omkring 1000 indbyggere. Heraf skønnes, at omkring 250 boede der fast. Til de periodiske beboere var der rækker af boder(små græstørvs hytter). Her kom i fiskesæsonen egnes fæstebønder, deltidsfiskere og kvinder, der hjalp til med fiskeriet, håndtering af fangsten og klargøring af fiskegrejet. De fastboende, som boede i stenhuse og hytter, var fiskere, søfolk, håndværkere og handelsfolk..

 

    Fiskeriet

De væsentligste fiskearter på Sønderside var hvilling og skuller (fladfisk), der blev fanget og forarbejdet her. Fangsten af hvilling toppede i første halvdel af 1500 tallet, mens skuller blev den væsentligste fangstfisk i sidste halvdel af 1500 tallet. Omkring år 1500 deltog også et anseeligt antal store både (10 -12 årers både) fra Sønderside i sildefiskeriet på Helgoland. Fra omkring 1620 gik fiskeriet på Sønderside og omliggende fiskelejer tilbage.

 

Hvillingfiskeriet foregik i store havgående både med 10 – 12 mands besætning og med 10 – 12 hjælpere på land til at håndtere fangst og fiskegrej. Skullerfiskeriet foregik tættere på land i mindre både med 5-6 mands besætning. I 1581 deltog 60 både i fiskeriet, otte store hvillingskibe, mens resten var mindre både. Både og redskaber var ofte ejet af herremænd, købmænd og andre købstadsborgere, der ikke boede på Sønderside. Ejerforholdet i en båd var ofte opdelt i halv- eller kvartparter.

 

Fiskene blev soltørret på husenes / bodernes bredsel (tørreplads for fisk) eller saltet i tønder. Der blev ikke handlet med fersk fisk. Leveringstiden til forbrugerne i Hamborg, Stade, Amsterdam og det østlige Danmark var for lang i forhold til holdbarheden. Forbrugerne købte også fisk, der blev gemt til vinterforråd. I løbet af 1500 – 1600 tallet faldt de relative priser på fisk betydeligt, i forhold til priserne på korn og kød. I Danmark overtog landbruget rollen som hovedleverandør af fødevarer fra fiskeriet i løbet af 1600 tallet.

 

    Sønderside, på forstranden

Sønderside var placeret på forstranden og ikke på Ho og Oksby - bøndernes fælles overdrev, der grænsede op til forstranden. Jyske lov tildelte kongen retten til den uopdyrkede forstrand, mens bønderne kunne hævde retten til det bevoksede overdrev. Denne grænsedragning gjorde at kongen opkrævede skat af aktiviteterne på Sønderside. Denne såkaldte sandtold skulle betales med fisk. Mængden af fisk var fastsat efter bådenes størrelse. Grænsen mellem forstrand og overdrev gav anledning til mange stridigheder. Græstørv til boder og hytter blev hentet i overdrevet. Der blev anlagt kålgårde (køkkenhaver) af de fastboende, ja sågar små marker med korn og nogle få husdyr. Bønderne i Ho og Oksby var fæstebønder, så stridighederne stod mellem kongen og herremændene, der ejede gårdene. For at komplicere det hele var det både herremænd og kongen, der ejede gårde i Ho og Oksby. Benyttede Sønderside beboerne overdrevet, var de fæstebønder og havde fæstebondeforpligtigelser i forhold til herremændene. Der blev ført adskillige retssager i 1500 – 1600 tallet med baggrund i denne strid.

 

    Sønderside og købstæderne

De mange fisk tiltrak i sæsonen fremmede handelsfolk, som her fandt et godt marked for deres varer. I handelen deltog også købmænd fra købstæderne (Ribe, Varde og Ringkøbing). Ved at handle på Sønderside undgik købmændene at betale afgift til købstæderne . Kongen modtog heller ikke altid eksporttold på Sønderside. Købstæderne havde et kongeligt privilegium for handel, og købmænd og borgmestre var derfor ikke tilfreds med handelen på Sønderside. I 1548 udstedtes et kongebrev, der forbyder udenlandske købmænd at besøge fiskelejerne og forbeholdt al fiskehandel for borgerne i købstæderne.

Dermed stoppede handelen på Sønderside dog ikke, selvom straffen var beslaglæggelse af skib og last. Det beslaglagte skulle deles med halvdelen til kongen og den anden del til den eller dem, der klagede over handelen f.eks købmændene. Det var et problem at få forbuddet efterlevet, da Sønderside fiskerne ikke havde interesse i at opretholde det. Få år senere klagede fiskerne over, at Ribe benyttede deres faktiske monopol på fiskehandel til at betale lavere priser på de landede fisk end der ellers kunne opnås. Et andet problem var, at det fortsat var lovligt for udlændinge at fiske fra Sønderside. Når de havde ret til at være til stede, var det fristende at udføre lidt smugleri. Man traf i forbudsårene forsat både tyske, hollandske og norske både på Sønderside.

 

Det var ikke lutter lovlydige der holdt til på Sønderside. Nordmænd, frisere, folk fra Stade, Hamborg, Bremen og Amsterdam kom hertil for at handle fisk. Handelshuse og fisketilberedningspladser, ølboder og horehuse blomstrede op. Godtfolk og skidtfolk, hekse og troldkarle alle typer kom her i fiskesæsonen. Selv Vardeborgere og Ribeborgere handlede herude. Sønderside var et økonomisk kraftcenter for hele riget, i de fire måneder sæsonen varede.

 

    Søndersides forsvinden

I dag ser den besøgende ingen rester af bebyggelserne på Sønderside. Der blev foretaget nogle få udgravninger i slutningen af 1990'erne, og der er gennem tiden fundet nogle potteskår på stedet. Kun den beskedne afvandingskanal, der kan ses her i kanten af marskengen, er tilbage. Kanalen hedder Havnegrøften og bærer i navnet minder om marskengens fortid.

 

Hvad skete der med Sønderside?

Natten mellem den 11. og 12. oktober 1634 kom den stormflod, der er gået over i historien som ”den store mandedrukner nr. 2”. Strandvoldene vi står på er 1,5 m over daglig vande, stormfloden var i Ribe 6,1 m over daglig vande. Størstedelen af Føjenæring og mange huse på Sønderside Storleje blev revet i havet. Der druknede mange, men omfanget kendes ikke. Der hersker dog ikke tvivl om, at det var en katastrofe for Sønderside, lige som det var mange andre steder i Vadehavet.

 

Sønderside blev genopbygget, men nåede aldrig fordoms storhed, det var der flere årsager til:

  • Stormfloden ændrede besejlingsforholdene, så det blev besværligt at komme til Sønderside. (Det fortælles der mere om ved Skallingen informationspunktet.)

  • Fiskebestanden i området gik meget tilbage i løbet af 1600 tallet og fisk mistede sin status som den vigtigste fødevare.

  • Krigene i første halvdel af 1600 tallet forarmede egnen, (der var fjendtligt rytteri på gennemrejse og flådeangreb på Sønderside i den periode), og kongen koncentrerede i sidste halvdel af 1600 tallet rigets aktiviteter og handel i øst Danmark.

Sønderside blev til sidst opgivet, og resterne ligger i dag begravet under et par meter sand som et andet Atlantis.

 

Referencer:

  • Poul Holm, Sønderside – fiskeleje og handelsplads, Mark og Montre, Årbog for Ribe Amts museer 1998.

  • H.K. Kristensen, Gamle Sydvestjyske fiskelejer, Varde 1965

  • Morten Hahn-Pedersen, Fra Viking til borebisse, Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg 2001

  • Lene B. Frandsen, På jagt efter fiskelejet Sønderside, Mark og Montre, Årbog for Ribe Amts museer 1998.

 

 

 
Natur og Kultur i Ho, Powered by Joomla! and designed by SiteGround web hosting